Regeringskrise i Polen: Præsident overvejer valg før tid

Skrevet af admin

19/06/2014

Mest læste i dag

Det trækker tilsyneladende op til et parlamentsvalg før tid i Polen, hvor en regeringskrise er brudt ud efter læk af en hemmelig optaget samtale mellem landets nationalbankchef og indenrigsministeren.

- Det er muligt, at den eneste løsning vil være et tidligt valg, hvis tillidskrisen er så stor, siger den polske premierminister, Donald Tusk, torsdag og markerer dermed et markant holdningsskifte til sagen.

Samme melding kommer fra Polens præsident, Bronislaw Komorowski.

Han siger, at der bør udskrives valg i Polen, hvis ikke regeringskrisen kan løses af regeringen på ordentlig og normal vis.

Sagen udspringer af en samtale i 2013 mellem chefen for Polens centralbank, Marek Belka, og indenrigsminister Bartlomiej Sienkiewicz.

Optagelserne har ført til krav om, at både Belka og premierminister Donald Tusk træder tilbage.

For bare tre dage siden afviste Donald Tusk, at han har planer om at afskedige sin regering på grund af de lækkede båndoptagelser.

- Marek Belka begik ingen forbrydelser i en privat samtale med en minister, som blev lækket til offentligheden, fastslog Tusk, som imidlertid tog afstand fra den tone, som de to mænd talte i.

Oppositionspolitikere siger, at de to mænd blev optaget, da de var ved at indgå en studehandel mellem centralbanken og regeringen, som skal være helt uafhængige af hinanden.

Belka, der anses for at være en garant for økonomisk stabilitet i Polen, siger for eksempel, at han er parat til "at lege" med det råd, der fastsætter renten, hvis landets daværende finansminister Jacek Rostowski erstattes af en "teknokratisk og apolitisk" person.

I november udskiftede Tusk finansministeren med Mateusz Szczurek, en økonom uden politisk erfaring.

- Men uanset hvor grimt de udtalte deres mening, så talte de om at hjælpe landet, påpegede Tusk på mandagens pressemøde.

/ritzau/Reuters