Regeringskrise ulmer i Grønland

Årsagen er, at ledelsen for Venstres søsterparti, Atassut, truer det socialdemokratiske Siumut med regeringschef Aleqa Hammond i spidsen med at træde ud af den grønlandske regering.

Atassuts formand, Gerhardt Petersen, siger til Berlingske, at situationen er så alvorlig, at det kan ende med, at partiets bestyrelse i løbet af de kommende dage beslutter, om Atassut skal bryde med Siumut og forlade landsstyret. Hvis hans parti ikke får en tilfredsstillende forklaring fra landsstyreformand Aleqa Hammond på opstramning af procedurerne for ansættelse af topembedsmænd i selvstyret, ja, så vil Atassuts bestyrelse træffe en afgørelse om, hvorvidt partiet skal forlade landsstyret.

Årsagen til balladen er, at Berlingske, men også grønlandske medier, har afsløret skandaløse forhold i den grønlandske forvaltning. Det har længe svirret med beskyldninger om, at der er foregået en række politisk motiverede ansættelser, vennetjenester og mærkelige fyringer, hvor ledende politikere fra Siumut og partiloyale embedsmænd spiller en central rolle.

For to uger siden kulminerede balladen med Berlingskes afsløring af, at Carsten Frank Hansen, nytiltrådt departementschef hos Siumuts finansminister, er sigtet for mandatsvig mod Danske Andelskassers Bank i Danmark.

Fredag indledte seks toppolitikere, det vil sige partiformænd og gruppeformænd for Siumut, Atassut og koalitionens tredje medlem, det nationalistiske Inuit-parti i Nuuk, et møde kl. 19.30 dansk tid. Baggrunden var, at Atassut ønskede at få sat en stopper for skandalerne.

»Personsager har fyldt for meget i medierne. I stedet burde vi snakke om landsstyrets politik. Derfor kræver Atassut, at vi får en generel opstramning i procedurer for ansættelse af embedsmænd og indført retningslinjer ved brug af headhunterfirmaer,« sagde Gerhardt Petersen, Atassuts partiformand, til Berlingske forud for mødet.

Fredag beskrev Berlingske, hvordan Aleqa Hammonds højre hånd og Grønlands øverste embedsmand, Svend Hardenberg, der spillede en hovedrolle i ansættelsen af den mandatsvigsigtede Carsten Frank Hansen, selv har en problematisk fortid som chef for landets energiselskab.

En revisionsrapport og flere dokumenter fra foråret 2011, som Berlingske har fået aktindsigt i hos selvstyret, afslører en række uregelmæssigheder i energiselskabet Nukissiorfiit, hvor Hardenberg var direktør. Det førte i 2011 til, at det daværende landsstyre pressede ham ud.

Han gik selv, siger han.

Hardenberg søgte siden topchefstillinger og ledende stillinger i blandt andet selvstyrets virksomheder Royal Greenland og detailkoncernen KNI. Men alle steder blev han vraget på grund af sin fortid. Efter et par års eksil i Danmark fik Hardenberg den 1. juli job som departementschef for Aleqa Hammond. 

Spørgsmål: Gerhardt Petersen, mener du, at departementschef Svend Hardenberg kan blive siddende på sin post?

»Det vil vi snakke med landsstyreformanden om. Jeg kommenterer ikke personsager,« siger Atassuts formand.

Spørgsmål: Hvad siger du til oplysningerne om politiske fyringer og ansættelser i selvstyret?

»Det vil jeg også snakke med landsstyreformanden om. Har man et ansættelsesudvalg, skal landsstyret langt hen ad vejen lytte til udvalgets indstilling. Men i sidste ende udpeger det enkelte landsstyremedlem sine nærmeste rådgivere.«

Spørgsmål: Bryder Atassut ud af landsstyret?

»Det er lidt for tidligt at sige. Inden vi træffer den beslutning, skal jeg naturligvis have et møde med min bestyrelse. Den og ikke kun jeg træffer den endelige beslutning,« siger Gerhardt Petersen.

Dagens Gossip