Regin scorer i New York-opgør

Skrevet af admin

30/10/2013

Mest læste i dag

Det så godt ud for ishockeyholdet New York Islanders, da Peter Regin 40 sekunder før anden periode var forbi, bragte hjemmeholdet foran med 2-1 i lokalopgøret mod New York Rangers i NHL.

Men desværre for hjemmeholdet, scorede modstanderne fra Manhattan to gange i tredje periode, og vandt 3-2.

Peter Regins scoring var hans anden i 12 kampe, og hans femte point i alt. Han blev noteret for målet, men der opstod en del tvivl om, hvorvidt han overhovedet er i kontakt med pucken.

Backen Travis Hamonic hamrer til pucken mens Peter Regin står klar til at tage kampen op foran mål. Han er nærmeste Islanders-spiller, men det er uklart, om danskeren rører pucken i klumpen af modstandere.

Frans Nielsen, som har fået en forrygende start på sæsonen, blev for en sjælden gangs skyld ikke noteret for point.

Det gjorde Lars Eller heller ikke på en pointfattig dansk aften i Nordamerika. Montreal Canadiens vandt ellers hjemme med 2-1 over Dallas.

Mikkel Bødker og Frederik Andersen kunne også glæde sig over sejre. Bødker lavede ingen point i Phoenix' sejr på 3-1 hjemme mod Los Angeles Kings. Og efter at have spillet tre NHL-kampe i træk i Anaheims mål, var Frederik Andersen tilbage på bænken mod Philadelphia.

Anaheim vandt opgøret med 3-2.

/ritzau/