Region indrømmer fejl og freder nyretransplantationer

Skrevet af admin

06/02/2016

Mest læste i dag

Regionsrådsformanden i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen, afviser, at regionen ønsker at samle alle landets organtransplantationer på Rigshospitalet.

Jyllands-Posten kunne lørdag ellers berette, at Region Hovedstaden har anmodet Sundhedsstyrelsen om, at alle transplantationer samles i København.

Men det er en fejl, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen til Ritzau.

- Jeg vil gerne slå fast, at det er en fejl fra Region Hovedstadens administrations side, at nyrer overhovedet er blevet nævnt i de politiske beslutninger, vi har haft, lyder det.

- Der står fejlagtigt i den sagsfremstilling, som er blevet sendt til politikerne både i sundhedsudvalget og regionsrådet, at nyrer også omfatter ansøgningen til Sundhedsstyrelsen. Men det gør det ikke, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Det er i stedet kun hjertetransplantationer, som regionen ønsker bliver centraliseret på Rigshospitalet, der i forvejen står for alle landets lever- og lungetransplantationer.

- Jeg er ked af, at debatten omkring hjertekirurgi og -transplantationer er blevet mudret til af diskussionen omkring nyrer. Der foregår mere end 100 nyretransplantationer i Aarhus og Odense, og det bakker jeg fuldt op om, siger regionsrådsformanden.

- Vores mål har været at igangsætte et arbejde, der kigger på, hvordan vi kan lave et samlet transplantationscenter i forhold til hjerter, lyder det.

- Der er i virkeligheden meget få behandlinger i Danmark, som jeg mener, man bør centralisere. Men hjertetransplantationer laver vi kun 25-30 af om året, så det er meget få mennesker, og dem vil vi gerne sikre ordentlig kvalitet.

Diskussionen om at flytte transplantationer til København kommer, efter at det fredag blev meldt ud, at Sundhedsstyrelsen samler al børnehjertekirurgi på Rigshospitalet.

/ritzau/