Region slipper for Waterfront-sag

Men Statsforvaltningen slår nu fast, at der ikke er grundlag for at rejse en såkaldt tilsynssag mod Syddanmark.

»Jeg er selvfølgelig glad for Statsforvaltningens afgørelse. I Region Syddanmark har vi jo hele tiden ment, at politikere i en politisk diskussion har lov til at være for noget og imod noget andet. Det er vel derfor, vi er folkevalgte politikere,« siger den syddanske regionsrådsformand, Carl Holst (V), i en pressemeddelelse.

»Og i Syddanmark mener vi altså, at vi skal have gjort noget ved trængselsproblemerne på tværs af Fyn og op gennem Jylland, før vi kaster os ud i en investering på 100 milliarder kroner til en Kattegatbro. Det er blot det synspunkt, vi i regionen og i de 22 syddanske kommuner har kæmpet for at få frem i debatten,« forklarer han.

I forbindelse med den politiske diskussion om fremtidens trafikprioriteringer hyrede Region Syddanmark og 22 syddanske kommuner kommunikationsbureauet Waterfront til at fremføre deres synspunkter, og selv om regionen fik massiv kritik af både de øvrige regioner, folketingspolitikere og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) for at tale andre projekter ned, har Statsforvaltningen ikke fundet det nødvendigt at rejse en sag.

I afgørelsen skriver Statsforvaltningen ifølge Region Syddanmark:

»Statsforvaltningen har også noteret sig, at de regionale udviklingssynspunkter for den trafikale infrastruktur, som Region Syddanmark sammen med de 22 syddanske kommuner har ønsket at synliggøre, og som man har antaget Waterfront Communication til at være behjælpelig med at synliggøre, samt metoderne til synliggørelsen, ikke er væsentligt forskellig fra Kattegatkomitéens formål, opgaver og metoder«,

Statsforvaltningen Syddanmark tog sagen op, da økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager kritiserede regionens brug af Waterfront.

Dagens Gossip