Region Syddanmark ansætter ny it-direktør

Det er en mand, der kender regionen, der nu sætter sig i it-direktørstolen. 40-årige Søren Lindgaard kommer fra en stilling som direktør for TDC’s IT Delivery, men han arbejdede det meste af 2012 som midlertidig leder i Region Syddanmarks it-udviklingsafdeling.

- Søren Lindgaard har været med til at definere og beskrive vores it-stab, og derfor har han et indgående kendskab til den måde, som vi gerne vil arbejde på. Det gør ham til et oplagt valg, og derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at han sammen med resten af it-staben vil kunne løse opgaven til stor tilfredshed for vores sygehuse, institutioner og funktioner i regionshuset, siger regionsdirektør Mikkel Hemmingsen.

Søren Lindgaard kommer til at stå i spidsen for Regional IT, der er én af de overordnede to it-afdelinger i Region Syddanmark. Hvor afdelingen Sundheds-IT har ansvaret for at udvikle og implementere it-løsninger, så skal afdelingen Regional IT efterfølgende servicere og drive løsningerne.

Søren Lindgaard starter sit nye arbejde den 1. marts. Han overtager jobbet fra den nuværende it-direktør Jan Topp Rasmussen, der forlader Region Syddanmark for at blive it-direktør i Skat.

Stor erfaring fra TDC
Søren Lindgaard har igennem sin karriere i flere omgange arbejdet for TDC koncernen, derudover har han været leder af virksomheder som eksempelvis B&O og Dansk Supermarked. Han er overbevist om, at han og resten af it-staben kan løfte opgaven til alles tilfredsstillelse.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang. Jeg havde fornøjelsen af at arbejde i afdelingen i 2012, og jeg har ikke været i tvivl om, at jeg gerne ville tilbage. Vi står i afdelingen med et kæmpe ansvar, som vi skal leve op til, og det er jeg ikke i tvivl om, at vi kan honorere, siger Søren Lindgaard.

Søren Lindgaard kommer til at stå i spidsen for en afdeling, der servicerer regionens fem sygehusenheder; Sygehus Sønderjylland, Sydvestjysk Sygehus, Sygehus Lillebælt, Odense Universitetshospital, Psykiatrien i Region Syddanmark samt en lang række sociale institutioner.

Hertil kommer Regional Udvikling, medarbejderne i regionshuset i Vejle og medarbejdere på andre matrikler.

Den nye it-direktør kommer ligesom resten af stabsdirektørerne til at referere direkte til regionsdirektøren.

Fakta om Søren Lindgaard:
Søren Lindgaard er gift med Britta, og de har to drenge, Niels-Emil og Laurits. Han er bosat i Viborg. Fritiden bruger Søren Lindgaard på at løbe, vandre og spille golf.

Uddannelse:
2006-2007 Executive MBA på CBS
1997-1999 HD (Organisation og ledelse) på HHÅ
1992-1995 HA (datalogi) på HHÅ

Erhvervserfaring:
2012-2013 – Vice president for IT Delivery hos TDC
2012 - Interrimleder i Region Syddanmarks It-afdeling
2009-2011 – Produktdirector (Audio/Video forretningen) hos B&O
2007-2009 – Vice president for IT Relation management Erhverv hos TDC
2006-2007 - Projectdirector hos TDC
2005-2006 – Produktdirektør hos Talkline GmbH og Co KG

Dagens Gossip