Region Syddanmark klar til at tage over for praktiserende læger

Region Syddanmarks borgere kommer ikke til at stå uden lægehjælp, hvis de praktiserende læger i regionen gør alvor af deres udmeldinger om at aflevere deres ydernumre.

Regionen er i fuld gang med at etablere et gratis lægetilbud fra 1. januar 2014.

»Vi forsøger nu at udvise rettidig omhu og forberede os på, at lægerne måske gør alvor af deres trusler. Det er selvsagt en meget stor opgave, som lægerne har tvunget os ud i, men vi forsøger at løse den, så vi kan løfte de mest presserende opgaver,« siger regionsrådsformand Carl Holst (V) i en pressemeddelelse.

Hvis lægerne afleverer deres ydernummer, vil Region Syddanmark i første omgang oprette en telefonvisitation, der kan henvise patienterne til behandling på sygehusenes ambulatorier. Derfor er regionen allerede nu i gang med at underrette personale, der kan bemande visitationen.

Regionen overvejer at oprette syv regionsklinikker, hvor de syddanske borgere, der har mest brug for hjælp, kan få behandling. Klinikkerne skal bemandes med læger, der er ved at videreuddanne sig som praktiserende læger.

Det er endnu ikke fastlagt, hvor i regionen klinikkerne skal ligge, men Sønderborg, Haderslev, Grindsted, Fredericia, Nyborg, Ringe og Faaborg er i spil.

Klinikkerne skal kunne trække på sygehusenes fælles akutmodtagelser, hvis der er behov for det.

»Det her bliver ikke nogen let opgave, men vi tager den på os. Det kommer til at kræve meget af vores medarbejdere på sygehusene, og jeg er godt klar over, at det bliver en stor omvæltning, men vi har en pligt til at tage vare på de patienter, der har mest brug for det,« siger sundhedsdirektør Jens Elkjær.

Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har opfordret landets 3.500 praktiserende læger til at aflevere deres ydernumre i protest mod et lovforslag fra regeringen, der ifølge lægerne er en uacceptabel forringelse af lægernes nuværende vilkår.

Dagens Gossip

Dagens TV