Regioner afskriver telemedicin som sygehusenes columbusæg

Skrevet af admin

10/05/2016

Dagens topnyheder

Det kalder på handling, at syv ud af ti telemedicinske løsninger ikke virker efter hensigten.

Det siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), i kølvandet på en række undersøgelser fra Danmarks største forskningscenter i telemedicin, der ligger på Odense Universitetshospital (OUH).

Ifølge DR Fyn har forskerne i flertallet af undersøgelserne ikke fundet de gevinster, man troede, der var ved telemedicin, som blandt andet giver sundhedspersonale mulighed for at diagnosticere og rådgive borgere i deres eget hjem via video.

- Det er rystende. Jeg havde selvfølgelig en forventning om, at alt ikke lykkes første gang, og at nogle løsninger er bedre end andre. Men at så mange løsninger viser sig ikke at have potentiale, er meget overraskende, siger Bent Hansen.

Resultatet tvinger Danske Regioner til at træffe beslutning om at droppe en række løsninger, som ikke giver den ønskede effekt for henholdsvis borgeren og økonomien, fortæller han.

Det er endnu uvist, præcis hvilke løsninger der er tale om.

- Det er klart, at hvis det viser sig, at vi bare har lagt et lag oven på lægerne og hospitalerne og dermed fået merudgifter, så skal vi standse op i en frygtelig fart, siger Bent Hansen.

- Entusiasmen og den store begejstring for at telemedicin skulle være det store columbusæg, der kunne løse mange problemer i sundhedsvæsenet, den skal vi nok lige dæmpe, tilføjer han.

Også forskningsleder på Center for Innovativ Medicinsk Teknologi (CIMT) på OUH Kristian Kidholm opfordrer til at trække bremsen.

- Flere forbinder telemedicin med at spare penge, fordi patienterne ikke indlægges. Men den påstand holder ikke vand, siger han til DR Fyn.

Undersøgelserne viser også, at de telemedicinske løsninger langt fra altid forhindrer genindlæggelse, ligesom medicinen koster store summer.

Begrebet telemedicin dækker over forskellige typer digitalt understøttede sundhedsydelser, som gør, at borgerne blandt andet slipper for at skulle ind på hospitalet.

/ritzau/