Regioner blæser til skønhedskonkurrence om statsjob

Skrevet af admin

08/08/2015

Mest læste i dag

Endnu før det er blevet besluttet, at så meget som en eneste statslig arbejdsplads skal rykkes ud af København, har regionerne taget hul på kampen om at tiltrække de eftertragtede job.

Region Sjælland vil sammen med områdets kommuner lægge pres på Folketinget for at gøre opmærksom på, at netop deres område er særdeles oplagt til at huse statslige styrelser.

- Der skal ikke bare flyttes statslige arbejdspladser for at flytte ud, men for at skabe synergi i forhold til det erhvervsliv, vi har i dag.

- Jeg tror det kan blive en win-win situation både for staten og for Region Sjællands borgere og virksomheder, siger regionsrådsformand Jens Stenbæk (V).

Også formanden for Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), har tænkt sig at kæmpe for, at hendes område får nogle af de arbejdspladser, der måtte blive flyttet fra hovedstaden og ud i landet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har som erklæret mål, at der skal rykkes statslige job fra hovedstaden til provinsen, men endnu er der ikke sat navn på, hvilke institutioner, der bliver tale om, eller altså hvor de skal ligge.

Stephanie Lose nævner Energistyrelsen som et oplagt eksempel på, hvad der kunne rykkes til Region Syddanmark.

- Hele Danmarks offshorecentrum, både for vedvarende energi og olie og gas, ligger i vores region. Her er nogle synergier, som er helt åbenlyse, siger hun.

Netop Energistyrelsen er et godt eksempel på, at der formentlig vil blive rift om de styrelser, der står over for at rykke teltpælene op.

Jens Stenbæk nævner nemlig præcis den samme styrelse som et eksempel på, hvad der vil være oplagt at rykke til Region Sjælland.

- Vi har mange forskningsfaciliteter omkring Risø og vi har tech-miljøer om vindenergi og andre vedvarende energikilder på Lolland-Falster, påpeger han.

Begge regionsformænd erkender, at det trækker op til en skønhedskonkurrence regionerne imellem.

- Man kan aldrig helt undgå, at der vil være en form for konkurrence om det. Det er derfor, det er helt afgørende for mig, at det ikke bare er udflytning for udflytningens skyld, understreger Stephanie Lose.

/ritzau/