Regioner erkender behov for gennemsigtige ventetider

Skrevet af admin

29/03/2016

Dagens topnyheder

Patienter, som undersøger, hvor ventetiden til en operation eller behandling er kortest, kan grundlæggende godt stole på de tal, hospitalerne opgiver til hjemmesiden ventetid.dk.

Det siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), efter der har lydt kritik fra paraplyorganisationen Danske Patienter.

Patientforeningen mener, at ventetiderne er umulige at gennemskue, fordi sygehusene ikke indberetter deres ventetidstal på samme måde. Det er så problematisk, at det frie sygehusvalg reelt er sat ud af spil, lyder det.

Så grelt er det dog ikke, mener Bent Hansen.

- Det er jeg ikke enig i.

- Men vores hospitaler har en forskellighed, når de opgør ventetiderne. Nogle er meget forsigtige, så de ikke kommer til at love mere, end de kan holde, mens andre er lidt mere offensive og har en forventning om, at det går lidt hurtigere, end det gør, siger han.

Patienter kan bruge ventetid.dk til at orientere sig om, hvor man skal vente kortest ventetid til blandt andet ballonudvidelser og knæoperationer.

Men Danske Patienter mener, at dataene er ubrugelige, og efterlyser derfor klarere retningslinjer på område.

Bent Hansen erkender, at indberetningssystemet bør gøres mere ensartet og i dag ikke fungerer optimalt. Danske Regioner har derfor aftalt med Sundhedsministeriet, at der skal ske fornyelse på området.

- Vi har sat et arbejde i gang med henblik på at lave et samlet udspil til efteråret, så man kan få bedre og mere præcise indberetninger af de forventede ventetider, siger Bent Hansen.

DR Midt og Vest har på baggrund af sygehusene i Region Midtjylland lavet en opgørelse over, hvor forskelligt sygehusene indberetter.

På Neurologisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital indberettes den tredje ledige tid til ventetidsportalen, mens Neurologisk Afdeling ved Hospitalsenhed Midt i Viborg indberetter den næste ledige tid.

På Afdelingen for Neurologi og Fysio-ergoterapi ved Hospitalsenheden Vest i Holstebro indberetter de den længste ventetid.

/ritzau/