Regioner får skarp kritik for tilsyn med forskningspenge

Der er hård kritik til regionerne fra Statsrevisorerne for "helt utilstrækkeligt tilsyn" med hospitalernes brug af eksterne forskningsmidler.

Kritikken kommer på baggrund af Rigsrevisionens undersøgelse af, hvordan hospitalerne bruger forskningsmidler fra private organisationer, fonde og virksomheder.

- Statsrevisorerne kritiserer skarpt hospitalernes forvaltning af eksterne forskningsmidler, som er udtryk for en særegen forvaltningskultur, hvor man ikke har tilstrækkeligt fokus på at overholde gældende retningslinjer.

- Statsrevisorerne kritiserer, at regionernes tilsyn har været helt utilstrækkeligt, lyder det i Statsrevisorernes udtalelse.

Ifølge Venstres statsrevisor, Kristian Jensen, skal der nu strammes op.

- Det ser ud til, at der ikke er nogen steder, hvor man har forvaltet efter reglerne for brug af forskningsmidler. Det har været for meget tagselvbord, og det skal holde op.

Hospitalernes indtægter til forskning var i 2013 cirka 1,6 milliarder kroner. Heraf kom over halvdelen fra private forskningsmidler.

Rigsrevisionen har undersøgt danske lægers brug af forskningsmidler, blandt andet efter at Morgenavisen Jyllands-Posten har afdækket, hvordan fremtrædende overlæger i Region Hovedstaden har brugt forskningsmidler til private og ekstravagante formål.

Og ifølge Rigsrevisionen har hospitalernes interne kontroller ikke sikret, at forskningsmidlerne i sidste ende er gået til det, der var meningen.

Og "på alt for mange bilag" har man slet ikke anført formålet med eksempelvis restaurantbesøg eller indkøb af it, hvilket da heller ikke har undgået Statsrevisorernes kritiske blik.

/ritzau/

Dagens Gossip