Regioner: Op til patienter om de vil se lægesvar på nettet

Skrevet af admin

30/05/2016

Mest læste i dag

Muligheden for patienter for at få hurtigt svar på prøver via sundhed.dk er et godt tilbud, men absolut ingen tvang.

Derfor skal der ikke laves om på muligheden for borgerne for selv at kunne se svar på prøver og test på internettet. Det siger formanden for Danske Regioner Sundhedsudvalg, Ulla Astman (S).

Lægeforeningen mener, at mange borgere risikerer at få en svær besked om alvorlig sygdom via nettet, inden de haft mulighed for at tale om det med en læge.

Siden september sidste år kommer svaret på nettet allerede efter tre-fem dage. Før gik der tre uger.

Men 72 timer er i forvejen længe. Så det er ikke noget, vi kommer til at trække tilbage. Det er rigtigt fint, at der er den her mulighed for de mange, der ønsker det, siger Astman.

- Det giver også bedre muligheder for de, der gerne vil kunne forberede sig derhjemme på mødet med lægen. Jo bedre man selv og ens pårørende er forberedte, jo bedre forløb bliver det. Det giver færre fejl og misforståelser, og man bliver bedre inddraget, siger hun.

For mange kronikere er hurtigt svar desuden vigtigt for løbende at justere medicin og behandling, påpeger hun.

Hun mener, at det er op til den enkelte borger eventuelt i samråd med lægen at vurdere, om man så ønsker at benytte tilbuddet om selv at tjekke sine svar på sundhed.dk

- Det er vigtigt, at patienten informeres grundigt, før eller når prøverne tages, om at svarene ligger hurtigt klar på nettet. Men også at man kan lade være med at opsøge den mulighed og afvente en samtale med sin læge.

Under alle omstændigheder får man ikke ufrivilligt et uønsket svar maset ned i halsen.

- Man skal opsøge svarene meget aktivt med nem-id, og der er pop-up-bokse osv., der advarer. Det er altså ikke noget, der bare havner i ens postkasse, siger Ulla Astman.

/ritzau/