Regioner til finansminister: Medicin eller medarbejdere

Skrevet af admin

05/05/2015

Dagens topnyheder

Hundredvis af stillinger på sygehusene trues af sparekrav til regionerne.

Især uforudset udgifter til ny og dyr sygehusmedicin sparker i år benene væk under økonomien.

- Vi er i en rigtig, rigtig giftig klemme. Vi skal have dækket nogle af de her huller, ellers bliver det virkeligt virkelig svært.

- De sparekataloger ude i hver region, der er undervejs, kan ikke undgå at blive dramatiske, siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S).

Han mødes tirsdag med finansminister Bjarne Corydon (S) for at forhandle næste års budgetter.

Her er regionernes topprioritet at sikre kvaliteten i patientbehandlingen og ikke mindst personalet til fortsat at kunne gøre det.

- Vi er presset af, at der kommer flere patienter på de akutte afdelinger. Det er accelereret voldsomt bare det seneste år, og det rykker tænder ud hos vores personale, siger Bent Hansen.

- Samtidig skal vi sikre, at udredningsgarantien opfyldes, der er også kommet fem procent flere kræftpatienter, og oveni det hele skal vi så betale for de her kraftigt voksende medicinpriser, siger Bent Hansen.

Forudsætninger i sidste års økonomiaftale, om at udgifterne til tilskudsberettiget medicin skulle falde med 500 millioner kroner og dermed dække stigende udgifter til ny, dyr sygehusmedicin, har ikke holdt stik.

Tværtimod steg udgifterne til medicintilskud med 80 millioner bare i første kvartal i år. Udgifterne til sygehusmedicin er i årets fire første måneder steget med 400 millioner mod en forventet vækst i hele 2015 på 500 millioner kroner.

Derfor tegner det i stedet til et hul på en milliard kroner på medicinområdet.

- Vi vil drøfte med finansministeren, om vi i fællesskab på en anden måde kan vurdere, hvilken medicin vi tager i brug og til hvilken pris.

- For kan vi ikke røre ved medicinen, så må vi jo prioritere i forhold til personalet, siger Bent Hansen.

/ritzau/