Regioner: Vi skal have flere penge til medicin

Skrevet af admin

20/08/2015

Mest læste i dag

Danske Regionernes formand Bent Hansen (S) siger forud for forhandlingerne i Finansministeriet om regionernes økonomi, at der er brug for ekstra penge til medicin, hvis man skal undgå at skære ned på personalet på sygehusene:

- Vi mener, at der et udgiftspres, som vi skal kunne håndtere. Vi skal sørge for, at vi kan finansiere det, så vi ikke skal finde pengene andre steder herunder personalet, siger Bent Hansen.

Han mødes torsdag eftermiddag med finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) for at forsøge at nå en aftale om regionernes økonomi i de kommende år. Fra begge sider er der lagt op til et langt forhandlingsmøde, som, man håber, vil ende med en aftale torsdag aften.

Det helt store stridspunkt er flere penge til dyr sygehusmedicin. Her markerede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sig i valgkampen ved - ligesom Helle Thorning-Schmidt - at fastslå, at der ikke skal prioriteres i den dyre medicin.

- Vi må aldrig nogensinde skabe en situation, hvor lægen egentlig er i gang med at skrive, at det er det her, patienten har brug for. Men så må han putte kuglepenne tilbage i lommen, fordi han ikke har bevilling til det, sagde Løkke i en tv-duel på TV2 med Thorning.

Venstre lovede samtidig, at man vil bruge én milliard kroner mere end Thorning-regeringen på sundhed. Konkret ville Venstre næste år bruge 2,4 milliarder kroner på området.

Pengene skulle dog i Venstre udspil ikke kun gå til medicin, men også andre indsatser for eksempelvis ældre og kroniske patienter.

Regionerne vil nu holde Venstre fast på løfterne om flere penge, efter partiet har fået regeringsmagten.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen siger, at regeringen vil holde, hvad man har lovet, men om vendt vil han ikke sige, at udgiftspresset bliver dækket for enhver pris.

- På den ene side er der meget snævre rammer for, hvad der er plads til, men på den anden side opfylder vi det løfte, som vi har afgivet på sundhedsområdet.

- Der er nogle snævre rammer til de her forhandlinger, for vi skal operere inden for budgetlovens smalle grænser, siger Claus Hjort Frederiksen og tilføjer:

- I forhold til medicinpriserne er der forskellige vurderinger af, hvor stor udgiftspresset er, og det er blandt andet det, vi skal ind og forhandle om nu.

Bent Hansen har inden forhandlingerne sagt, at der skal mindst to milliarder kroner ekstra på bordet, hvis regionerne skal fortsætte den nuværende drift og undgå besparelser.

- Forhåbentlig får vi en aftale, der er i økonomisk i balance i forhold til vores drift. Den helt store knast er, hvordan de 2,4 milliarder kroner skal fordeles. Vi vil gerne et have et budget der er fuldt og helt dækkende for vores drift næste år, siger han.

/ritzau/