Regioner vil stoppe eksplosion i tandudgifter

Skrevet af admin

13/05/2016

Dagens topnyheder

En eksplosion på mindre end et år i de offentlige tilskud til tandlægebehandlinger får nu Danske Regioner til at råbe vagt i gevær.

Sidste år søsatte Sundhedsstyrelsen nye kliniske retningslinjer i tandplejen, hvor danskerne placeres i en rød, gul eller grøn gruppe.

Efter et år er 80 procent af alle de borgere, der har været til tandlægen, stik mod alle forventninger, røget i den gule eller røde kategori, som udløser ekstra tilskud til tandrensning og undersøgelser.

- Der er ingen tvivl om, at når vi på bare tre kvartaler ser en ekstraudgift på 200 millioner kroner, så frygter jeg, at regningen i år nærmere ender på 300 millioner kroner, siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S).

- Det kan vi kun hente hjem med ekstrabesparelser på sygehuse. Det kan jeg ikke leve med. Jeg kan ikke finde penge i den størrelsesorden på de medicinske afdelinger og kræftafdelinger og så videre. Derfor skal vi have styr på de her udgifter, siger han.

Stadig flere ældre vil medføre højere udgifter til tandlægen. Men ifølge regionernes formand snarere i størrelsesordenen en halv til en hel procent om året - slet ikke 20 procent.

- Det her kalder på, at man ser Sundhedsstyrelsens retningslinjer igennem og erkender, at de har været for upræcise. Eller også må man se på den måde, som det administreres på, og holde tandlægerne fast på, at den aftalte økonomiske ramme også skal overholdes.

Derfor ligger bolden midt på bordet i de årlige økonomiforhandlinger med regeringen, som regionerne indledte torsdag.

- Den klare melding til sundhedsministeren og finansministeren er, at det er et fælles ansvar at få styr på den her regning.

- Samtidig er meldingen til tandlægerne, at når der er indgået en aftale, så har de også et medansvar for at holde sig inden for den økonomiske ramme.

- Hvordan Tandlægeforeningen så vil organisere sig i forhold til deres medlemmer, det må de finde ud af, siger Bent Hansen.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) er heller ikke afvisende over for regionernes dilemma.

I betragtning af at danskerne generelt har sunde tænder, er det overraskende, at så mange patienter, som det er tilfældet, er havnet i den gule eller røde kategori, siger hun i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Det kunne tyde på, at der er behov for at se på de faglige retningslinjer, og jeg har derfor også bedt Sundhedsstyrelsen om at lave en faglig præcisering af, hvornår patienterne skal henvises til den røde, den gule eller grønne kategori, lyder det fra ministeren.

/ritzau/