Regionerne hilser regeringens sundhedsudspil velkommen

Skrevet af admin

21/08/2014

Mest læste i dag

Regionerne er klar til omsætte ambitionerne i regeringens sundhedsudspil til resultater.

Regionerne glæder sig over regeringens fokus på kræftbehandling, kronisk syge, patientinddragelse og kvalitet i sundhedssystemet.

Sådan lyder meldingen fra Danske Regioner, efter at regeringen torsdag har offentliggjort et sundhedsudspil, der skal tilføre sundhedsområdet fem milliarder kroner i perioden 2015-2018.

- Regeringens udspil vil styrke kvaliteten på sundhedsområdet og give bedre livskvalitet og overlevelse for rigtig mange danskere, siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), i en pressemeddelelse.

- Vi har i dag stort fokus på forbedring og udvikling i regionerne. Med udspillet kommer der nye penge og nye måder at arbejde med blandt andet patientinddragelse på. Det hilser vi velkommen, siger han.

Regeringen vil blandt andet afsætte 1,5 milliarder kroner til en øget indsats over for især diabetikere, KOL-patienter og gigtramte, mens 295 millioner kroner skal gå til at give patienter og pårørende mere inddragelse i behandlingen.

Derudover vil regeringen øremærke 1,1 milliarder kroner til en forbedret kræftbehandling, mens 1,1 milliarder kroner skal gå til blandt andet øget forskning og et kvalitetsløft i sundhedssektoren.

- Regionerne er klar til at skabe endnu bedre resultater på sundhedsområdet. Det er dog vigtigt at huske, at der også er patienter uden for regeringens prioriterede områder, som fortjener en behandling af høj kvalitet, siger Bent Hansen, og fortsætter:

- Vi skal vedvarende sikre, at de økonomiske og fysiske rammer for det samlede sundhedsvæsen er i orden. Vores dygtige medarbejdere skal kunne yde både kvalitet og god kommunikation og service, som tager højde for patientens behov, siger han.

Endelig vil regeringen afsætte en milliard kroner til at sikre bedre rammer for de praktiserende læger.

Sundhedsudspillet indgår i regeringens finanslovforslag for 2015.

/ritzau/