Regionsformand afviser ambulancefejl

Men ambulanceredderne fra de to regioner gjorde intet forkert, da de tidligere på måneden flyttede den 69-årige patient, der var styrtet på sin cykel 50 meter inde i Region Sjælland, fra en hovedstadsambulance til en sjællandsk ambulance. Det fastslår Vibeke Storm Rasmussen (S), formand for regionsrådet i Region Hovedstaden.

»Fejlen består i, at alarmcentralen kalder en ambulance fra Region Hovedstaden til en ulykke, der sker i Region Sjælland,« siger hun.

»Fejlen går op for vores ambulancefolk på vej ud til ulykkesstedet, så inden de når frem, kontakter de kollegerne fra Region Sjælland. Vores folk stabiliserer patienten, inden den anden ambulance kan overtage ham. Hvis patientens tilstand havde været mere alvorlig, var han naturligvis blevet kørt til traumecentret på Rigshospitalet (i Region Hovedstaden, red.),« fastslår Vibeke Storm Rasmussen.

Folketingsmedlem Martin Geertsen (V), der er Venstres kandidat til formandsposten i Region Hovedstaden ved efterårets valg, kalder det »fuldstændig grotesk«, at den bevidstløse mand blev flyttet mellem de to ambulancer. Han vil gå til sundhedsministeren for at få hende til at sikre, at noget lignende ikke gentager sig.

LÆS OGSÅ: Regionsgrænse flytter bevidstløs mand fra ambulance til ambulance

Det er der dog ingen grund til, mener Carl Holst (V), næstformand i Danske Regioner og formand for Region Syddanmark.

»Jeg er helt sikker på, at politikerne i de to regioner - af sig selv - tager fat i den her sag og ser på, hvad der konkret skete, og hvordan man kan undgå, at det sker i fremtiden. Det behøver man ikke at involvere ministeren i,« siger Holst, der dog er enig i, at sagen er uacceptabel.

»Jeg ville selv være ked af, hvis det havde sket i mit samarbejde med Region Midtjylland, og derfor ved jeg også, at de relevante politikere vil se på sagen,« siger han.

Men Vibeke Storm Rasmussen afviser, at der er en »sag«.

»Det er en situation, hvor man har fået en forkert adresse. Det må politiets alarmcentral få styr på, men ambulancepersonalet gjorde det helt rigtige og sørgede for, at patienten ikke kom i klemme,« siger hun.

Regionsrådsformanden venter nu en skriftlig redegørelse, men regner ikke med, at der skal ske mere i sagen.

Dagens Gossip