Regionsformand protesterer mod visitation før skadestuebesøg

»Det sker under protest. Det kan såmænd godt være, at det er fagligt forsvarligt, men det er en serviceforringelse for borgerne, at de ikke kan komme uden at have ringet først. Det er utidig indblanding i regionernes opgave,« siger han.

Målet om visitation på alle skadestuer er skrevet ind i den økonomiske aftale mellem regeringen og Danske Regioner for 2013.

Region Hovedstaden indfører lukkede skadestuer med krav om henvisning fra 1. januar, mens Region Syddanmark gør det fra 1. april.

»Vi har selv siddet med ved bordet, da det blev forhandlet, men den del af aftalen har vi indgået med armen omme på ryggen,« siger Carl Holst, der er næstformand i Danske Regioner.

Regionernes formand, Bent Hansen (S), der står i spidsen for Region Midtjylland, deler ikke bekymringen. I det midtjyske har borgerne i et års tid skullet ringe til en vagttelefon og tale med en læge, før de tager på skadestuen.

»En skadestue, hvor borgerne skal visiteres først, er en moderne og effektiv måde at styre sundhedsvæsenet på, fordi vi kun sender de patienter, som har behov, på skadestuen. Det betyder, at de virkeligt syge og tilskadekomne kan komme hurtigere til,« siger han til Morgenavisen Jyllands-Posten.

I Region Midtjylland har ordningen resulteret i mellem 15 og 20 procent færre besøg på skadestuen.

Region Hovedstaden regner med en nedgang i skadestuebesøg på cirka 10 procent, hvilket svarer til en besparelse på cirka 15 millioner kroner.

Dagens Gossip