Regionsformand: V skaber mistro med udspil om regioner

Skrevet af admin

04/06/2015

Dagens topnyheder

Det skaber mistro på begge sider af bordet, når Venstre lufter ideen om at nedlægge regionerne på længere sigt.

Sådan lyder det fra Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner, efter at Venstre har fremlagt sit sundhedsudspil, hvor nedlæggelsen af landets fem regioner indgår som en mulighed.

- Jeg synes, det er en unødvendig trussel og en lidt ærgerlig måde at føre politik på. For de syv punkter, Venstre vil fokusere på og forbedre, kan vi sagtens blive enige om, for det drejer sig først og fremmest om patienterne, siger han.

Han refererer til den del af Venstres sundhedsudspil, der åbner for at nytænke strukturen i sundhedssektoren og droppe regionerne, hvis ikke regionerne lever op til syv krav i løbet af fire år.

Kravene tæller blandt andet, at ventetiden på diagnose og behandling skal ned, og at der skal større fokus på demens og kronisk syge patienter. Og det er områder, som, også regionerne mener, er vigtige, lyder det fra Bent Hansen.

- Men man kender de rammebetingelser, vi arbejder under. De økonomiforhandlinger og finanslove, der vedtages, styrer regeringen. Så de kan selv skrue op og ned for, hvordan vores muligheder for at levere varen er, siger formanden.

Han peger desuden på, at der ikke er nogen erfaringer, der tyder på, at det vil være en god idé at omstrukturere sundhedssektoren, så ansvaret, der i dag ligger hos de fem regioner, bliver mere centraliseret:

- Hvis der er nogle eksempler på, at ensretning har givet bedre resultater, vil det være en rigtig god idé at lægge dem frem.

- For i de lande, man kan sammenligne Danmark med, og hvor der er centraliseret, løber man skrigende bort og er i gang med at regionalisere igen. Som for eksempel i Norge, siger ham

Han peger på, at der for eksempel altid vil være geografiske udfordringer i nogle dele af landet, når det kommer til at finde læger nok til sygehusene.

- Det kan du ikke lave om ved at centralisere i et ministerium, siger Bent Hansen.

/ritzau/