Regionsrådsformand drømmer om andet end ekstra senge

Der er ingen tvivl om, at de kommende supersygehuse er pressede på økonomien, men de er det ikke nødvendigvis på antallet af sengepladser, mener formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S).

Udmeldingen falder, efter at Dansk Folkeparti har meldt sig på banen med en milliard kroner ekstra til de 16 byggerier, så der kan oprettes ekstra sengepladser.

- Der er pres på økonomien, det er jeg meget enig i. At man siger, at der er brug for flere penge er velkomment, men jeg tror, man skal tænke sig om, når man ser på, hvor der er brug for pengene.

- Jeg ville først og fremmest se på, om der er tilstrækkelig med behandlingsrum, behandlingskapacitet og udstyr. Så mange som muligt skal hurtigts muligt igennem på den mest kvalificerede måde.

- Behandlingsrum, kapacitet og udstyr, vil jeg fokusere på, siger Bent Hansen.

Ifølge Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, ligger patienterne i gennemsnit i en sygehuseng i 2,9 dage, hvilket stemmer nogenlunde, siger Bent Hansen.

Kristian Thulesen Dahl mener, at vurderingen er et udtryk for, hvad der er råd til og ikke, hvad der er fremtidens behov.

Den vurdering er Bent Hansen dog ikke helt enig i, for fremtidens teknologi vil medføre, at patienterne har brug for at blive indlagt i kortere tid.

Eksempelvis bevæger sygehusene sig væk fra at indlægge patienter, der skal have skiftet en hofte, da teknologien tillader, at indgrebet bliver gjort ambulant.

Derfor er det passende, at patienterne i gennemsnit kommer til at være indlagt i 2,9 dage for fremtiden.

- Jeg tror, at det fortsat vil være faldende, det vil ikke være stigende, siger Bent Hansen.

/ritzau/

Dagens Gossip