Regionsrådsformand: En sejr for retssikkerheden

Det er positivt, at de ulovligt indsamlede sundhedsoplysninger i den såkaldte DAMD-database, skal slettes, men det burde være sket for længe siden. Det mener regionsrådsformand for Region Syddanmark, Carl Holst (V).

- Jeg ser det som en sejr for retssikkerheden, og så konstaterer jeg da en stille undren og ærgrelse over, at der skulle gå så lang tid, før den sejr kom, siger han til Ritzau og uddyber.

- Der er potentiale i indsamlet data. Men hvis man indsamler dem ulovligt, mister civilsamfundet respekten for brugen af data. Derfor har jeg fra starten værnet meget om, at de data skulle slettes.

Kulturminister Marianne Jelved (R) er tirsdag gået med til at slette ulovligt indsamlede sundhedsdata fra Dansk AlmenMedicinsk Database, DAMD. Det sker efter politisk pres fra begge sider i folketingssalen.

Ministeren har ellers tidligere villet følge en anmodning fra rigsarkivet om at opbevare de indsamlede data for eftertiden, da Rigsarkivet vurderede, at dataene var bevaringsværdige.

Det har været muligt for borgere at få slettet deres ulovligt indsamlede data fra databasen. Men det kræver, at man selv har henvendt sig til Region Syddanmark, som har det overordnede ansvar for databasen.

- Det har haft stor betydning, at man kunne få sine data slettet, men det har også været ekstremt ressourcekrævende for det offentlige. Vi har jo ansporet folk til at rette henvendelse, og det er der mange, der har gjort, siger Carl Holst og fortsætter.

- De ressourcer kunne man have sparet, hvis man bare fra starten havde sagt, at hvis de data er ulovlige, så trykker vi på slet. Det har vi i Region Syddanmark forsøgt at gøre opmærksom på fra starten.

/ritzau/

Dagens Gossip