Regionsrådsformand: Samtaler på gangene er uacceptabelt

Skrevet af admin

22/09/2015

Dagens topnyheder

- Jeg kan ikke benægte, at patientkonsultationer finder sted på sygehusgangene. Og det er selvfølgelig ikke i orden.

Sådan lyder det fra formanden for Sundhedsudvalget i Danske Regioner, Ulla Astman (S), som også er regionsrådsformand i Nordjylland.

Udtalelsen kommer i forlængelse af, at TV2 torsdag viser dokumentaren "Patienten, der fik nok", hvor kanalens egen journalist med mobiltelefon har filmet under sin indlæggelse på Hvidovre Hospital.

Her kommer det blandt andet frem, at patienter bliver konsulteret på gangene.

Men alvorlige samtaler hører bestemt ikke til i det offentlige rum, påpeger Ulla Astman.

- Samtalerne skal tages i fortrolighed. Det er rigtigt kedeligt, at det finder sted på den her vis, og det skal vi selvfølgelig have kigget på, siger hun og peger på de nye supersygehuse, som en løsning på problemet.

- Med enestuer kan samtalerne tages i lukkede rum, uden at fremmede lytter med.

- Derudover må man se, hvad der kan gøres på de eksisterende sygehuse. Her kunne man eventuelt bruge nogle samtalerum eller i hvert fald sikre sig, at man kan gå ind i et rum, hvor man kan lukke døren.

Formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, har tidligere sagt til Ritzau, at det øget krav om effektivisering gør, at sygehuspersonalet tager samtalerne med patienterne på gangene.

Men det har ikke kun noget at gøre med ressourcer og travlhed, mener Ulla Astman. Det handler også om kultur.

- Tidligere har man været vant til store stuer, hvor mange patienter lå sammen, og derfor blev mange samtaler taget her. Men tiden, hvor man tager fortrolige samtaler i rum med alle mulige andre, er forbi.

-Selvom der er travlt, så tager det altså ikke lang tid at gå ind i et rum og lukke døren. Det skal der være tid til.

/ritzau/