Regler for bandeindsatte strammes: Fængselsforbund jubler

Skrevet af admin

21/11/2015

Dagens topnyheder

- Nu har vi prøvet at være gode og bløde, men nu forsøger vi at sige, at nu stopper festen altså.

Ordene kommer fra Kim Østerbye, formand i Dansk Fængselsforbund, efter at Kriminalforsorgen har etableret to fokusafdelinger i Nyborg og Østjylland, som skal sikre, at besværlige og særligt aggressive indsatte skal holdes i kortere snor.

- De her mennesker opfører sig generelt ikke ordentligt, når de er i fængsel. Det er blandt andet efter et pres fra os, at problemet nu håndteres, for det sætter personalet i fængslerne under hårdt pres, siger han til Ritzau.

- Det gør vi med sådan en "smid nøglen væk-model", som det her i virkeligheden er. Det her er det eneste rigtige.

De nye fokusafdelinger betyder, at de mest aggressive indsatte nu kun må være sammen med én anden indsat ad gangen, mens de blandt andet heller ikke har adgang til gårdture med de andre indsatte.

Formanden fortæller, at fængslerne tidligere har forsøgt sig med det såkaldte fortyndingsprincip.

Princippet betød, at man på de forskellige afdelinger kun placerede en eller to fra en bande eller rockergruppe for at udtynde den indsattes magt eller evne til at tryne de medindsatte.

Men fortyndingsprincippet har slået fejl, lyder det fra Kim Østerbye.

- Det mislykkedes, fordi der er kommet så mange fra bande- eller rockergrupperinger, at det rent logistisk ikke kunne lade sig gøre med et udtyndingsprincip, siger han.

Fokusafdelingerne så dagens lys 1. november, hvor der i de to fængsler er blevet oprettet to fokusafdelinger til såkaldte "særligt grænsesøgende indsatte".

I Statsfængslet i Nyborg er der blevet oprettet 27 pladser, mens fængslet i Østjylland har 12 pladser i den nye afdeling.

Kriminalforsorgen oplyser, at der på nuværende tidspunkt ikke er planer om at udvide antallet af pladser, men at det er muligt, hvis muligheden opstår.

/ritzau/