Regler for forskeres fusk og sjusk skal undersøges

Skrevet af admin

13/02/2015

Dagens topnyheder

Forskere, der fusker med deres arbejde, er noget skidt, og den slags skal stoppes. Men om det skal være et statsligt udvalg, der afgør en forskers arbejde, splitter forskningsverdenen.

Det udvalg, som skal afgøre, om danske forskere fusker, har samtidig ofte selv været udsat for kritik. Derfor danner uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) ifølge Jyllands-Posten nu en arbejdsgruppe, der skal give Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) et "serviceeftersyn".

- Der har været en omfattende debat om UVVU, og derfor er det helt naturligt at undersøge, om der er behov for at justere rammerne for udvalgenes arbejde, så der fortsat vil være stor tillid til dansk forskning, siger ministeren til avisen.

En del af kritikken af UVVU handler om, at udvalget kun kan afgøre, om en forskers arbejde er videnskabeligt uredeligt - altså om der er tale om fusk.

Flere mener, at udvalget også skal kunne stemple en forskers arbejde som sjusk frem for fusk. Det skal arbejdsgruppen derfor se på, lyder det fra tidligere rektorformand Jens Oddershede, der bliver formand for arbejdsgruppen.

- Herhjemme kan en forsker enten være uredelig eller ikke, mens man andre steder i verden kan afgive flere typer af afgørelser, en slags mellemvurderinger. Det er noget af det, vi skal se på, siger han til Jyllands-Posten.

Juraprofessor Peter Pagh fra Københavns Universitet hører modsat til dem, der mener, at det slet ikke bør være et statsligt udvalg, der afgør forskningens redelighed.

Anledningen til kritikken af UVVU er blandt andet sagen mod professor Bente Klarlund Pedersen, som ifølge UVVU er videnskabelig uredelig, fordi hun som hovedforfatter til flere artikler sammen med den omstridte hjerneforsker Milena Penkowa ikke havde opdaget billedmanipulation i medforfatter Penkowas bidrag til artiklerne.

Den afgørelse fik Klarlund til at lægge sag an mod ministeriet og til at klage over UVVU.

Arbejdsgruppen skal være færdig med sit arbejde inden udgangen af 2015.

/ritzau