Regn og kraftig vind generede ikke Søren Hansen

Skrevet af admin

03/10/2014

Dagens topnyheder

Links-banerne i området omkring St. Andrews i Skotland kan i forvejen volde mange spillere problemer, og anden runde af Alfred Dunhill Links Championship blev ikke nemmere af, at fredagen bød på kraftige vinde og regn i området.

Men danske Søren Hansen lod sig ikke mærke af forholdene. Han var heldig at spille på den tilsyneladende letteste bane, Kingsbarns, og så lavede han hele seks birdies undervejs.

Dermed ligger han midtvejs i turneringen på en delt 19.-plads og har dermed gode muligheder for et topresultat.

Det kan den erfarne golfer godt bruge, for hans deltagelse på næste års Europa Touren er på vippen.

De 110 bedste spillere på pengelisten sikrer sig automatisk Tour-kortet for næste sæson, og Hansen er i øjeblikket nummer 108.

Samtidig ligger han nummer 40 på alle tiders pengeliste for Europa Touren, hvor kun de 40 bedste kan få et særligt Tour-kort, hvis de ikke kvalificerer sig på vanlig vis.

De bekymringer har Thorbjørn Olesen ikke. Han rykkede også nogle pladser opad i stillingen med en runde i to slag under par og ligger nu på en delt 28.-plads.

Endelig spillede Lucas Bjerregaard fremragende på St. Andrews Old Course, hvor han gik de 18 huller i fire slag under par og avancerede til en delt 40.-plads.

De øvrige danskere har endnu en dag til at sikre sig en plads i finalerunden. Det særlige ved Alfred Dunhill Links Championships er nemlig, at man spiller tre indledende runder - én på hver af de tre baner - hvorefter turneringen afgøres på sidstedagen.

/ritzau/