Regnedrenge afslører milliardhul i V-togplan

Venstre mangler 24 milliarder kroner til finansiering af fremtidens hurtige tog mellem Danmarks største byer.

Sådan lyder konklusionen fra Skatteministeriet, som har nærstuderet Venstres regnestykke for, hvordan partiet vil finansiere togplanen, der koster cirka 28 milliarder kroner at realisere frem mod år 2042, skriver Jyllands-Posten.

Ifølge ministeriet vil Venstres forslag langt fra levere penge nok.

Planen vil ifølge Skatteministeriets nye beregning "indebære et betydeligt finansieringsunderskud i en meget lang årrække", oplyser ministeriet.

Venstres finansordfører, Peter Christensen, erkender, at pengene mangler.

- Jeg står ikke og afviser matematikken. Matematikspørgsmål kan man ikke diskutere, siger han og foreslår nye måder at finansiere planen på i stedet.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) mistænker Venstre for ikke at kunne regne:

- Det tyder jo lidt på, at de ikke har forstået, hvordan man laver denne her slags regnestykker, siger han ifølge Jyllands-Posten.

Avisen skriver, at Venstre har foreslået at finde 345 millioner kroner årligt frem mod 2042 for at finansiere togplanen. Det er dette finansieringsforslag, som ifølge Skatteministeriet ikke rækker.

/ritzau/

Dagens Gossip