Regnskabssvindel koster høreapparatselskab 150 millioner

Skrevet af admin

13/08/2015

Dagens topnyheder

Høreapparatvirksomheden GN Resound må bogføre tab på 150 millioner kroner efter regnskabssvindel i datterselskabet Beltone.

I andet kvartal 2015 er det ifølge selskabet blevet opdaget, at selskabets vicedirektør for finans i Beltone-netværket har begået regnskabssvindel, skriver GN Store Nord i sit halvårsregnskab torsdag morgen.

- Jeg er åbenlyst generet af regnskabssvindlen i Beltone, siger Anders Hedegaard, topchef i GN ReSound, i regnskabsmeddelelsen.

Svindlen skal være begået i 2012-2014 og koster altså nu et enkeltstående tab på 150 millioner kroner, som GN ReSound må trække fra i regnskabet for andet kvartal 2015, oplyser selskabet.

Ifølge Anders Boyer, der er finansdirektør hos GN Store Nord, forstyrrer nedskrivningen billedet af en høreapparatdivision, der ellers leverer flotte resultater.

- Vores tidligere finanschef i Beltone har begået regnskabssvindel i 2012, 2013 og 2014, og det har vi så fået mistanke om i løbet af andet kvartal, hvorfor vi har gennemført en stor intern revision, der har afsløret det, siger Anders Boyer til Ritzau Finans.

- Han (Beltones tidligere finanschef, red.) har lavet fiktive regnskabstransaktioner med øget omsætning og falske aktiver. De aktiver, der så lå uden substans, har vi nu nedskrevet, men der er ikke nogen kontanter i det, siger finansdirektøren.

/ritzau/