Reina har en fremtid i Liverpool

Det lignede det berømte vink med en vognstang til Pepe Reina, da fodboldklubben Liverpool for nylig hentede den belgiske landsholdsmålmand Simon Mignolet i Sunderland.

Liverpools manager, Brendan Rodgers, forsikrer dog, at den spanske målmand har en fremtid i klubben.

- Jeg har hele tiden ment, at det er vigtigt for os at have konkurrence om alle pladser på holdet, og det inkluderer målmændene, siger manageren ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Jeg talte med Pepe om det for et par måneder siden, og jeg fortalte ham, at vi ønskede at hente endnu en målmand for at skabe konkurrence. Jeg var meget åben over for mine målmænd, så de kender situationen, siger Brendan Rodgers.

Pepe Reina har de seneste år været førstevalg i Liverpool, men han er på rygteplan nævnt som afløser for Victor Valdés, der ønsker at forlade FC Barcelona.

- Pepe har gjort det fantastisk her. Brad Jones var rigtig god, da han trådte til i sidste sæson, men jeg føler, at vi har brug for en målmand mere. Nu kommer Simon til, og vi har stor konkurrence. Når man har det, tvinger det alle til at præstere, siger Brendan Rodgers.

Pepe Reina kom i sommeren 2005 til Liverpool fra Villarreal i hjemlandet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip