Rejseboom sender jysk lufthavn på rekordkurs

39.000 danskere går i dag, fredag, og lørdag og søndag på ferie fra Billund Lufthavn ombord i 200 rute- og charterfly, og ifølge Jesper Klaus-holm, marketingchef i Billund Lufthavn, er det en stigning på 6,5 procent i forhold til samme weekend sidste år, skriver Jyske Mediers rejsesite.

- Vi er forberedt på tre travle dage, men ingen af dagene er årets travleste. Det bliver formentlig søndag den 21. juli.

- Går det som vi regner med, vil mere end 16.000 passagerer den dag benytte lufthavnen. Generalt får vi nogle meget travle søndage. Den kommende søndag bliver en af de helt store rejsedage, men vi kan se på tallene, at søndag den 7. juli formentlig bliver den største med over 8.500 chartergæster, der skal på ferie, siger Jesper Klausholm.

Han forudser, at lufthavnen sætter passagerrekord i juli.

- Vi regner med, at 385.000 rejsende vil benytte lufthavnen i juli, hvilket er en vækst på 10 procent, siger Jesper Klausholm.

Seneste rekordmåned var juli 2011, hvor 361.000 passagerer benyttede lufthavnen.

- Vi råder derfor folk til at komme senest to timer, før de skal af sted. Af vores hjemmeside vil det fremgå, hvornår der er travlest. Skal man af sted der, anbefaler vi, at folk kommer endnu tidligere, siger Jesper Klaus-holm, der tilføjer, at man også med fordel kan tjekke ind hjemmefra.

Billund Lufthavn tilbyder denne sommer rute- og charterfly til 90 rejsemål i og uden for Europa. Det betyder, at man kan nå mere end 500 destinationer med et enkelt stop.

Hos et af de store charterbureauer, Star Tour, er man også klar til det store rejseboom.

- 350.000 danskere pakker kufferten fra i dag. Selvom charterrejsen flere gange er spået død, og reelt har fået konkurrence fra flere sider, er den mere populær end nogensinde, siger Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour, der nævner, at Bulgarien mister terræn, mens Tyrkiet ser ud til at blive danskerne foretrukne rejsemål i år.

Hos Falk Lauritsen Rejser er top tre listen Alanya, Kreta og Mallorca.

- Vi har indsat ca. 5.000 ekstra højsæsonpladser for at kunne matche efterspørgslen. De afgår fortrinsvis fra Billund, og der er tale om destinationer som Alanya, Rhodos, Tunesien og den bulgarske sortehavskyst, fortæller direktør Søren Falk Lauritsen.

 

Dagens Gossip

Dagens TV