Rejsekonkurs: Fly er på vej til strandede chartergæster

Skrevet af admin

12/10/2013

Dagens topnyheder

Charterrejsen kan komme til at koste et par ekstra feriedage for en del af de chartergæster, som er strandet i Tyrkiet efter rejsearrangøren Scanway/Tyrkiet Ekspertens konkurs. Men alle de 1500 gæster vil i løbet af de kommende dage kunne vende hjem til Danmark.

SOS International, som skal tage sig af rejsearrangørens gæster efter konkursen, har arrangeret ni fly, der i løbet af de næste døgn vil lande i København, Billund og Aalborg.

- Vi forventer, at alle danskere er hjemme senest midt i næste uge, siger Morten Holten, direktør for alarmcentralen hos SOS International, i en pressemeddelelse.

- Det er naturligvis uheldigt for de danskere, der skal på arbejde mandag, men vi møder generel forståelse for og glæde over, at det trods alt går så hurtigt med at få så mange mennesker hjem, tilføjer han.

Turisterne prioriteres så vidt muligt efter, hvem der har ventet længst. Allerede natten til søndag kan de første turister vende hjem til Danmark. Det første fly letter fra Antalya lørdag aften klokken 23.40 med 141 passagerer om bord.

SOS International opfordrer de strandede gæster til at holde sig orienteret gennem deres lokale guide på destinationen, som arbejder videre og som ikke er ramt af konkursen. SOS International har oprettet en særlig indsatsgruppe i forbindelse med konkursen.

/ritzau/