Rejsekort A/S ændrer forretningsmetode efter kritik

Forbrugerombudsmanden har i et brev fra 7. maj krævet, at selskabet bag kortet, Rejsekort A/S, hurtigst muligt laver om på sine metoder.

»Der er tale om lovregler, som ikke kan fraviges«, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe. Han peger især på kortets »tank-op-ordning« som et problem.

Ordningen benyttes allerede af 200.000 rejsende over hele landet og giver Rejsekort A/S lov til automatisk at trække et aftalt beløb fra kundens bankkonto, når rejsepengene er ved at være brugt.

Men hvis en kunde vil opsige eller ændre aftalen kan det kun ske på et af 18 salgssteder, som folk i yderområderne kan bo mere end 100 kilometer fra.

»Det er ikke rimeligt, at kortet er indrettet, så det er let at oprette tank-op-aftaler på nettet, men at kunderne bagefter skal møde op på et salgssted for at komme ud af aftalen igen«, siger Henrik Øe.

Han understreger, at markedsføringsloven kræver, at det er lige let at melde sig til ordningen og at melde sig fra den.

Samtidig ser det skidt ud for rejsekortet i forhold til betalingstjenesteloven, der kræver, at forbrugerne kan følge deres transaktioner 13 måneder tilbage, så de kan opdage eventuelt misbrug.

Firmaet bag, Rejsekort A/S, giver kun lov til, at man ser de seneste 200 transaktioner.

Kritikken har fået selskabet til at rette ind efter begge love.

»Trafikselskaberne prioriterede, at vi først fik gjort det muligt at melde sig til tank-op på nettet. Nu sørger vi for en ny version, så kunderne også kan framelde sig«, siger adm. direktør i Rejsekort A/S, Bjørn Wahlsten.

Han lover, at den nye version er klar i næste uge.

Dagens Gossip