Rejsekort-bus kommer til Kolding

Skrevet af Elo Christoffersen

29/08/2013

Dagens topnyheder

Det nye "Rejsekort" rykker tættere på. Om godt 14 dage er det slut med at købe de gamle papklippekort. Sydtrafik sender i denne tid et rullende informationskontor ud for at møde passagererne og fortælle om rejsekort, og nu kommer kontoret til Kolding.

Kontoret er indrettet i en bus, der er udsmykket med rejsekort-logo efter alle kunstens regler, så den er til at få øje på.

Hvornår kommer bussen?

Rejsekortbussen holder i Kolding foran banegården onsdag og torsdag den 10.-11. september. Onsdag sker det mellem klokken 10 og 18 og torsdag 10-14.

I bussen kan du møde medarbejdere fra Sydtrafik, DSB og Arriva, og de er klar til at fortælle om rejsekort og svare på spørgsmål.

Farvel til papklippekortet

Det er på tide at få fat i et rejsekort, for det gamle papklippekort kan snart ikke købes længere.

Salget stopper søndag den 15. september. Så kan det nye rejsekort bruges i alle de busser, der hidtil har taget papklippekort. Det vil sige i takstområderne øst og vest. Har du klip tilbage på det gamle klippekort, kan de bruges frem til 1. marts 2014. Så er det helt slut med papklippekort.

Rejsekort kan også bruges i alle tog.

Bestil i god tid

Sydtrafik opfordrer sine kunder til at bestille et rejsekort i god tid, så der ikke bliver kø ved ’skranken’ og lang ventetid. Et rejsekort personligt koster ikke noget, og i Sydtrafiks busser er det lige så billigt at bruge som klippekort eller endog billigere.

I Sønderjylland får de rejsekort 1. december. Samme dag er det slut med at købe og bruge det gamle chipkort.