Rejsekortet er tilbage klokken 15 fredag

Skrevet af admin

14/02/2014

Dagens topnyheder

Bus- og togpassagerer kan igen regne med at kunne bruge deres rejsekort fra klokken 15 fredag eftermiddag, oplyser den administrerende direktør i Rejsekort, Bjørn Wahlsten.

Dermed er det slut med gratis ture for kortholdere i denne omgang.

- Vi forventer, at alle stationer inklusiv metroen vil være opdateret inden klokken 15. Det gælder også busserne, hvis de har været forbi garagen, siger Bjørn Wahlsten.

Enkelte buslinjer er dog først klar lørdag.

- Men der er jo den fordel for buspassagererne, at med den klare melding fra trafikselskaberne, så kan man jo rejse på sit rejsekort alligevel, siger Bjørn Wahlsten.

- Vi beklager naturligvis ulejligheden over for passagerne, tilføjer han om fredagens nedbrud.

Systemet bag rejsekort gik ned efter en opdatering natten til fredag. Ved en fejl blev systemet udsat for en forkert opdatering, fortæller Bjørn Wahlsten.

Det betyder, at passagerne i bus, tog og den københavnske metro ikke har kunnet tjekke hverken ind eller ud med deres rejsekort.

Ifølge Bjørn Wahlsten er den rigtige opdatering ved at blive kørt igennem systemet, og ifølge tidsplanen er rejsekortet altså klar igen fredag eftermiddag.

Første melding fra DSB lød, at rejsekortholdere selv skulle sørge for en andengyldig billet, så længe rejsekortet var nede.

Men en udmelding fra transportminister Magnus Heunicke (S) på Twitter om, at det burde være gratis for passagerne, fik DSB og de andre selskaber til at skifte mening.

/ritzau/