Rejser styrker parforholdet

Tøj og parfume til kvinderne og elektronik og bøger til mændene er klassiske julegavehits hvert år. Men en rejse eller et rejsegavekort er i stigende grad ved at finde vej under juletræet. Og det kan være en rigtig god investering i parforholdet.

I en undersøgelse foretaget af Voxmeter for FDM travel svarer hele tre ud af fire danskere (77 procent) nemlig, at ferie er godt for parforholdet. Ligeledes svarer knap halvdelen af de adspurgte, at det er romantisk at bo på hotel.

- Ferie er for de fleste ensbetydende med at trække stikket ud. Der er tid til at slappe af og gå ned i gear, og vigtigst af alt har man mere tid til at være sammen med hinanden og familien. Mange vil i den kommende tid stresse rundt for at finde den helt rigtige julegave til deres partner, men ender måske med en gave, der ligner den fra sidste år. I stedet kan man vælge at investere i fælles rejseoplevelser, som man har for livet, siger administrerende direktør hos FDM travel, Jan Lockhart, i en pressemeddelelse.

Beslutter man sig for at give en rejse i julegave, kan man vælge at overraske sin partner ved at booke og planlægge hele rejsen på forhånd. Man kan også vælge at give et gavekort, der er øremærket til et bestemt land, og endelig kan man lade det være helt op til modtageren selv at bestemme rejsedestinationen.

Hvad enten rejsen er bestemt på forhånd, eller modtageren selv skal vælge, er der særlige rejsemål, der hitter blandt par, og som ligger i hver sin ende af prisskalaen.

Det er blandt andet en storbyferie til New York, hvor der er afsat masser af tid til sightseeing og power-shopping, eller en forlænget weekendtur til Paris eller Barcelona, hvor gastronomien er i fokus.

Undersøgelsen er foretaget af Voxmeter på vegne af FDM travel og er baseret på svar fra 1.000 danskere.

Dagens Gossip