Rejseselskab meldt til politiet for druk-reklamer

Skrevet af admin

20/02/2014

Dagens topnyheder

Det er ulovligt at bruge billeder af festende unge med glas i hånden og rosende ord om det tjekkiske øl i reklamer for ture til Prag, som blandt andet er målrettet unge under 18 år.

Det mener de danske forbrugeres vagthund, Forbrugerombudsmanden, som politianmelder RM Travel ApS for at bruge alkohol i reklamer rettet mod unge under 18 år, oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

- Det har vist sig, at det var en god idé at holde ekstra øje med rejseselskabernes markedsføring af skolerejser til Prag, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe i meddelelsen.

- Der er åbenbart flere selskaber, som ikke respekterer, at det er forbudt at bruge alkohol i reklamer rettet mod unge, tilføjer han.

Det er i strid med markedsføringsloven, oplyser Forbrugerombudsmanden.

Tidligere er rejseselskabet Go Rejser også blevet meldt til politiet for sine reklamer for ture til Prag for skoleelever.

På hjemmesiden "praguge7.dk" og på sin Facebook-side reklamerede RM Travel for skolerejser til Prag i vinterferien i uge syv og otte i 2014.

- Selskabet lovede blandt andet "Pubcrawl" og "Beer Factory" og skrev desuden, at Prag byder " ... overalt på pubber og værtshuse med det berømte og gode tjekkiske øl", skriver Forbrugerombudsmanden i pressemeddelelsen.

Billeder af alkohol og videoer af festende unge ledsagede ofte reklamerne.

Forbrugerombudsmanden lægger vægt på, at der ikke var et aldersfilter, som sikrede, at unge under 18 år ikke havde adgang til hverken praguge7.dk eller RM Travels Facebookside.

Selskabet understregede på hjemmesiden, at alle elever kan deltage på turen, så længe de går på gymnasiet, handelsskolen, teknisk skole eller lignende uddannelse.

- Jeg vil nu tage initiativ til en snak med rejseselskaberne bag Pragturene om, hvordan de fremover markedsfører sig over for skoler og gymnasier, siger Henrik Øe.

Forbrugerombudsmanden har haft særligt fokus på ungdomsrejserne til Prag efter meget medieomtale af danske unges drukture i vinterferien 2013.

/ritzau/