Rekord: Historisk lavt antal drukneulykker

Høje bølger eller pludselig blæst overrasker stadig færre.

TrygFondens nyeste nationale druknestatistik viser nemlig, at 43 personer mistede livet i de danske bølger i 2011. Det er markant lavere end fra 2001 til 2010, hvor gennemsnitligt 67 mennesker mistede livet per år.

Og det er faktisk historisk lavt for andet år i træk, for i 2010 var tallet også langt nede - nemlig 48 personer.

TrygFonden håber, at det er en varig tendens.

- Nu er det andet år i træk, at tallene er lave, og det er de laveste nogensinde, siger områdechef for sikkerhed i Trygfonden, René Højer:

- For det første er der blevet større bevågenhed og interesse omkring vand og sikkerhed. Og så har vi sørget for, at forebyggende materiale er tilgængeligt i hele Danmark. Det er en kombination af både livredningstjeneste og en stor oplysningstjeneste.

Ifølge druknestatistikkens top tre sker cirka en fjerdedel af ulykkerne på åbent hav eller fjord eller i havne, mens kystulykker tæller for knap hver femte.

Og her vil TrygFonden fremover være ekstra opmærksomme.

- Top tre, hvor danskerne drukner, vil vi have fokus på - også fremadrettet. Det er klart, at når vi kan se, at flest drukner på åbent vand, så vil vi have ekstra fokus der, siger René Højer.

Det betyder dog ikke, at andre områder får mindre fokus.

- Vi fastholder fokus på forebyggelse over en bred front - alt lige fra isulykker til drukneulykker i havne, på strande eller i svømmebassiner, siger kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning, Erik Bech.

Fra 2001 til 2011 døde i alt 1273 personer ved drukning. Ud af dem var 713 ulykker, 432 selvmord, fire drab og 124 med ubestemt dødsårsag. Ulykker er altså den hyppigste årsag til druknedød i Danmark.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV