Rekord: Nu kræver ni uddannelser et snit på over 11

Skrevet af admin

30/07/2014

Mest læste i dag

Der er ikke plads til mere end en enkelt eller to svipsere ved eksamensbordet for de unge, der stræber efter at komme ind på de mest eftertragtede videregående uddannelser herhjemme.

Og i år er det blevet endnu sværere end i 2013 ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriets oversigt over optagelseskravene.

På 33 uddannelser skal snittet være på mindst 10 og på ni uddannelser mindst 11. Deriblandt molekylær biomedicin på Københavns Universitet, hvor kravet nu er steget til et rundt 12-tal mod 11,8 i 2013.

Det overgås dog af studiet International Business på Copenhagen Business School (CBS), hvor der kræves et snit på 12,1.

Ud af de 1153 personer, der søgte ind på studiet, er 178 optaget. I 2013 lå CBS-uddannelsen også øverst med et snit på 11,9.

I 2013 var den såkaldte grænsekvotient kun over 11,0 på syv uddannelser og i 2012 var det kun tilfældet på to studier.

To andre uddannelser på handelshøjskolen, International Business and Politics (snit 11,9) samt det nyoprettede International Shipping and Trade (11,2) er blandt de 10, hvor karakterkravene er højest. Medicinstudiet på Aalborg Universitet (snit 11,0) er det eneste uden for København i top-10.

Karaktererne fra gymnasieskolerne har betydning på de uddannelser, hvor der er flere kvalificerede ansøgere end studiepladser. Det var i år tilfældet på 41 procent af uddannelserne. På de resterende 59 procent blev samtlige ansøgere optaget.

/ritzau/