Rekord-Rikke er klar til nye eventyr

Svømmeren Rikke Møller Pedersen kan se tilbage på et flot langbane-VM i Barcelona, hvor hun var en af favoritterne i 200-meter bryst.

I et brag af en semifinale satte hun ny verdensrekord med tiden 2.19,11 minutter på distancen. Men i den efterfølgende finale måtte Rikke Møller Pedersen dog nøjes med en sølvmedalje.

VM sluttede søndag og ud over sølvet i 200-meter bryst, opnåede Rikke Møller Pedersen også en fjerdeplads og nordisk rekord i 100-meter bryst samt en sjetteplads i 50-meter bryst, hvor det blev dansk rekord.

- Jeg synes, det gik rigtig godt. Det var mit tredje VM, og jeg har på den tid fra første VM til det seneste rykket mig, fra at jeg var kvalificeret og lige sneg mig med i finalen til dette, siger Rikke Møller Pedersen i en pressemeddelelse.

- Jeg blev ved med at forbedre mig. Fra at tage til OL sidste år og slutte som nummer fire i 200-meter bryst og nummer otte i 100-meter bryst til nu at sidde med en sølvmedalje og en verdensrekord, konkluderer hun.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Det er 61 år siden, at en dansk svømmer slog en verdensrekord på en olympisk distance.

Ser man på resultaterne ved VM var det specielt kvindernes brystsvømning, der skilte sig ud, da fire ud af seks verdensrekorder blev sat i denne disciplin.

- Det har jeg det rigtig godt med, og jeg er stolt over, at jeg er med helt fremme, hvor det er spændende, og hvor det kræver verdensklasse at være med, fastslår Rikke Møller Pedersen.

Allerede mandag rejste Rikke Møller Pedersen og resten af landsholdet videre til næste opgave, der bliver et World Cup-stævne i Holland i denne uge.

- Det har været udfordrende og krævende at være til VM, og jeg er da også lidt træt her bagefter, og det er da lidt mærkeligt, at det allerede er slut, da man jo gerne vil have alt det gode skal vare ved.

- Men jeg er rigtig glad, og jeg glæder mig til at tage hul på denne uge og så for alvor kunne nyde resultaterne efter denne uges opgaver, lyder det fra Rikke Møller Pedersen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip