Rekord: Så mange så Seattle knuse Denver Broncos

Seattle Seahawks vandt søndagens Super Bowl fuldstændig suverænt med 43-8 over Denver Broncos.

Der var ikke meget spænding over opgøret, for blot 12 sekunder inde i kampen, der sluttede klokken fire mandag morgen dansk tid, tog Seattle føringen. Ved halvleg førte Seattle Seahawks 22-0.

Trods den klare sejr til Seahawks, fulgte 111,5 millioner seere alligevel med over tv-skærmen, hvilket gør kampen til den mest sete tv-begivenhed i USA's historie.

Fox afslørede seertallene mandag, og Super Bowl-kampen satte også en anden rekord som den mest streamede sportsbegivenhed.

Seertallet slår den tidligere rekord på 111,3 millioner tv-seere, der fulgte med i Super Bowl-kampen i 2012 mellem New York Giants og New England Patriots.

Samtidig blev 25,3 millioner tweets om Super Bowl sendt af sted fra flere end fem millioner personer før, under og efter kampen.

Opgøret mellem Seattle og Denver blev spillet i East Rutherford i New Jersey foran godt 82.000 tilskuere, som i pausen blev underholdt af Bruno Mars og Red Hot Chili Peppers.

Pauseunderholdningen satte også rekord med omkring 115,3 millioner tv-seere.

Det er flere end de 110,8 millioner, der fulgte Beyonces show sidste år og de 114 millioner, som så Madonna i pausen for to år siden.

I en meddelelse siger Fox, at den store interesse kan skyldes, at det er den første Super Bowl kamp, der blev spillet i et udendørs stadium i et område med koldt klima. Samt at kampen foregik i nærheden af New York, der er et stort mediemarked.

Selvom Broncos først fik point sent i kampen, så steg seertallet i den første halvdel.

- Seertallet forblev imponerende højt under fjerde quarter på trods af det faktum, at Seattle havde kampen i sin hule hånd, oplyser Fox.

Det var første gang holdet fra Seattle vandt NFL-finalen i amerikansk fodbold.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip