Rekordfå adoptivbørn til Danmark

Færre børn bortadopteres uden for deres eget lands grænser, og det mærkes i Danmark.

I 2014 kom der kun 122 adoptivbørn til landet, hvilket er det laveste antal siden begyndelsen af 1970, hvor de udenlandske adoptioner for alvor tog fart.

De to formidlingsbureauer, AC Børnehjælp og DanAdopt, oplyser til Ritzau, at de i år har formidlet henholdsvis 80 og 42 børn.

Til sammenligning kom der sidste år 203 børn til landet og i 2009 497.

- Flere børn hjælpes til på den ene eller anden måde at blive i deres hjemland. På den baggrund kan man sige, at det lave antal er en succes i sig selv, for international adoptioner er altid sidste udvej, siger Keld Damsbo, midlertidig direktør i AC Børnehjælp.

Mens lande som Colombia, Indien, Kenya og Bolivia helt har lukket for nye ansøgere, frigiver andre, herunder Kina og Sydkorea, langt færre børn til udenlandsk adoption end tidligere.

Mere præcist er antallet på verdensplan de seneste år gået fra 45.000 årligt til omtrent det halve. Det skyldes blandt andet en voksende velstand i lande i Afrika, Asien og Sydamerika, som gør det muligt for landenes egne barnløse at adoptere.

- Samtidig er der kommet en række hjælpeprogrammer, som går ind og støtter barnets egen familien, så det kan blive hos forældrene, ligesom vi kan se en stigning i antallet af fadderskaber, siger Keld Damsbo.

Adoption og Samfund, der repræsenterer danske adoptivforældre og adopterede, medgiver, at det er positivt, at flere børn i dag adopteres inden for deres eget lands grænser.

For det er mindre belastende at blive adopteret til en familie i sin egen kultur end at blive fløjet om på den anden side af jorden.

Men formand for foreningen Jens Damkjær tvivler på, at det lave antal adoptioner alene er udtryk for, at børn har fået det bedre.

- Der er stadig et stort antal børn i nød blandt andet i Pakistan og Indien. Vi tror bestemt ikke, at alle børn får det bedre af at blive bortadopteret, men der er behov for at undersøge, om der børn, som ikke frigives til adoption, selv om de burde, siger Jens Damkjær.

/ritzau/

Dagens Gossip