Rekordfå overenskomststridige strejkedage i 2013

»Over de seneste år har vi haft et robust lavt konfliktniveau. Om 2013 bliver rekordår, tør jeg ikke sige endnu, men det er vores klare opfattelse, at det lave niveau for overenskomststridige arbejdsnedlæggelser er kommet for at blive,« siger vicedirektør i DA, Povl-Christian Jensen.

I første halvår af 2013 har der været 88 overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, som tilsammen løber op i 5.317 tabte arbejdsdage, skriver Avisen.dk.

Til sammenligning resulterede såkaldt ulovlige strejker i 7.915 tabte arbejdsdage i første halvår af 2012, 8.964 dage i første halvår af 2011 og 12.939 dage i første halvår af 2010.

Ifølge arbejdsmarkedsforsker og professor Jesper Due fra Københavns Universitet er statistikken et skulderklap til modellen på det danske arbejdsmarked, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere aftaler vilkårene på arbejdsmarkedet.

Han vurderer også, at den økonomiske krise har lagt en dæmper på konfliktlysten.

»Lønudviklingen afspejler en realisme, der har været nødvendig af hensyn til beskæftigelse og konkurrenceevne. Der er jo en virkelighed der gør, at tillidsrepræsentanter, ledelse og medarbejdere er i stand til at indstille sig på det, man kalder de faktiske forhold i jernindustrien,« siger han.

Det fremgår af statistikken fra DA, at konfliktniveauet især har taget et brat dyk efter finanskrisens klimaks i 2008 til 2009.

Ifølge fagforeningen FOAs formand, Dennis Kristensen, skal det lave konfliktniveau ikke forveksles med, at der ikke er mere at kæmpe for:

»Gennem de magre overenskomstfornyelser siden krisens start erkender lønmodtagerne, at det for tiden ikke er dem, der har serveretten. De vælger simpelt hen at finde sig i mere, end de ellers ville have gjort«.

Dagens Gossip