Rekordfå trafikdræbte i 2012: Årsagen ligger i Jylland

Det er nye tal fra Vejdirektoratet der viser, at 175 personer sidste år mistede livet på de danske veje.

Det er slevfølgelig 175 for mange, men det er første gang tallet er under 200, oplyser direktoratet.

Over de sidste 10 år er antallet af dræbte faldet med 58 procent, og det er især inden for de sidste tre år, at antallet for alvor er faldet.

Kigger man nærmere på faldet viser det sig, at man især skal lede efter svaret i Jylland. Faldet i antallet af dræbte har nemlig været mest markant i Jylland, og en årsag kan være, at der er færre, der kører alt for stærkt på de jyske landeveje.

I hvert fald viser Vejdirektoratets tal, at der er sket et fald i de højeste hastigheder på landevejene i Jylland.

Vejdirektoratet regner med at 3.610 kom til skade i trafikken sidste år. Dette tal er endnu ikhe helt opgjort. Men det betyder, at der for tilskadekomne har været et fald i antallet på 57 procent over de sidste ti år.

En forklaring kan være, at de unge bilister er begyndt at køre mere ansvarligt. Vejdirektoratets tal afslører i hvert fald, at faldet i antallet af dræbte og tilskadekomne blandt de 18-24-årige er større end for øvrige aldersgrupper.

- Det glæder mig rigtig meget, at udviklingen på dette område bliver ved med at gå den rette vej. Stadig færre mennesker risikerer at miste dem, de holder af i trafikken. Det sparer mange menneskelige omkostninger – og som samfund sparer vi også ressourcer, siger vejdirektør Per Jacobsen fra Vejdirektoratet.

Dagens Gossip