Rekordgevinst: Dansker vinder 135 millioner

Fredag aften satte en dansk spiller en gigantisk rekord, da den heldige spiller vandt 135 millioner kroner i Eurojackpot.

Det er den suverænt største gevinst i danmarkshistorien. Det oplyser Danske Spil, der også fortæller, at det gevinstgivende spil er købt i Kiosken på Herlev Sygehus.

Spilleren havde købt et spil på fire rækker til 60 kroner, og investeringen kaster altså mere end 135 millioner kroner af sig.

Den nybagte Eurojackpot-millionær skriver sig samtidig ind på en suveræn førsteplads over alle tiders største gevinster.

Den hidtidige rekord lød på 38,5 millioner kroner vundet af et københavnsk ægtepar i marts 2008. Den rekord er altså slået med næsten 100 millioner kroner. Danske Spil har endnu ikke hørt fra vinderen.

Eurojackpot havde premiere i marts i år.

Både spillerne i Finland, Slovenien, Holland, Estland, Tyskland, Italien, Spanien og Danmark spiller ind til de gigantiske puljer, som skal gøre europæiske Lotto-spillere til multimillionærer.

Førstepræmiepuljen er hver uge på minimum 63 millioner kroner.

En række koster 15 kroner og kan købes hos en af Danske Spils forhandlere eller på danskespil.dk. Overskuddet i Danmark går til velgørende formål via Tips- og Lottomidlerne.

/ritzau/

 

Dagens Gossip