Rekordholder vandt VM-guld uden at overbevise

Skrevet af admin

25/08/2015

Dagens topnyheder

David Rudisha har haft en svær sæson. Kenyaneren kom til VM med blot ottendebedste tid på 800 meteren i år, men alligevel var det verdensrekordholderen, som snuppede guldet.

- Jeg er overvældet over at vinde dette guld. Det betyder utrolig meget for mig, særlig efter alle de nedture og skuffelser jeg har oplevet i år, siger Rudisha.

Efter en rolig finale kom Rudisha først over målstregen i tiden 1.45,84 minutter. Sølvet gik til polske Adam Kszczot, som blev slået med 24 hundreddele af et sekund. Amel Tuka fra Bosnien tog bronze.

- Jeg har haft lidt problemer med at holde farten den seneste måned.

- Men da jeg løste problemet og fik farten tilbage i kroppen, vidste jeg, at det var muligt at vinde guld, uanset hvordan løbet ville blive, om det skulle gå hurtigt eller langsomt, siger Rudisha.

Både sølv- og bronzevinderen har været bedre end Rudisha i år, men verdensrekordholderen var bedst, da det gjaldt mest.

- Mit mål var selvsagt at vinde guld, men jeg er ikke skuffet over sølvmedaljen, siger Adam Kszczot, som ikke havde flere kræfter i slutfasen.

/ritzau/NTB