Rekordlavt antal brandofre er en tilfældighed

Skrevet af admin

07/08/2015

Dagens topnyheder

31 danskere mistede livet i dødsbrande i første halvdel af 2015, viser nye, foreløbige tal fra Beredskabsstyrelsen.

Det er 16 færre end i første halvår af 2014. Trods dette drastiske fald, har hverken Beredskabsstyrelsen eller den private sikkerhedssektor et bud på, hvad udviklingen skyldes.

- Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at pege på en særlig årsag til faldet, siger Ulrik Brandt, vidensmedarbejder i Beredskabsstyrelsen.

Overingeniør Peter Hofman-Bang fra Sikkerhedsbranchens organisation har heller intet bud.

- Jeg tror, at der er tale om en tilfældighed. Vores erfaring er, at disse statistikker kan svinge, siger han.

Ifølge Peter Hofman-Bang skyldes den manglende forklaring, at der ikke er en national strategi for brandsikring.

Som det ser ud i dag, står de enkelte kommuner nemlig selv for brandsikkerheden, og når der ikke er fælles retningslinjer, er det svært at skabe en positiv tendens, mener Peter Hofman-Bang.

- Der er gode initiativer i kommunerne, men det, der virkelig kan gøre en forskel, er at lave en fælles handlingsplan, siger han.

I Beredskabsstyrelsen mener Ulrik Brandt dog ikke, at det er afgørende med en fælles handlingsplan. Derimod har Beredskabsstyrelsen i første omgang valgt, at fokusere på kampagner og anbefalinger til kommunerne.

Ulrik Brandt fortæller, at Beredskabsstyrelsen planlægger at lave en strategi, men man valgte i første omgang, at have fokus på strukturændringer og anbefalinger. Senere vil de arbejde på en landsdækkende strategi.

Men det er ikke nok, mener Peter Hofman-Bang, der synes situationen kræver politisk indblanding, for at sikre en positiv udvikling.

- Politikere er nødt til at sige, at vi vil have en fælles strategi nu, hvis der skal ske noget, siger han.

/ritzau/