Rekordmange rejser via Københavns Lufthavn

Skrevet af admin

10/10/2014

Mest læste i dag

Københavns Lufthavn i Kastrup satte passagerrekord i september, da flere end 2,3 millioner passagerer rejste via lufthavnen. Det oplyser Københavns Lufthavne i en fondsbørsmeddelelse.

Helt præcist rejste 2.339.515 passagerer igennem Københavns Lufthavn, hvilket er en fremgang på 6,4 procent i forhold til september 2013.

Det er det største antal passagerer for en september måned, og det er samtidig 18. måned i træk, at Københavns Lufthavn sætter passagerrekord. Det vækker glæde på direktionsgangen.

- Når vi kigger på vores hovedkonkurrenter, det vil sige de andre europæiske hub-lufthavne, (lufthavne, hvor der er mange omstigninger, red.) ligger vi også i år rigtig godt til vækstmæssigt, siger Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavne, i en pressemeddelelse.

- Det er en stabil trafikvækst gennem hele sommerprogrammet, der har været med til at sikre os en af de højeste vækstrater i Europa, siger Thomas Woldbye.

Der var især markant flere passagerer, som skiftede fly i Københavns Lufthavn sammenlignet med september sidste år. Således var der en fremgang på 14,5 procent i antallet af transfers.

Udenrigstrafikken steg 6,7 procent, mens trafikken i Danmark steg med 3,4 procent i september.

- Hovedparten af den interkontinentale trafik fra vores region udgår fortsat fra København, og den solide transfervækst styrker derfor knudepunktet. Det afspejler sig i, at passagertallet på vores langdistanceruter steg med 17 procent, siger Thomas Woldbye.

I 2014 er omkring 19,7 millioner passagerer rejst via lufthavnen. Det er 1,3 millioner flere end i 2013 og svarer til en vækst på 7,1 procent.

/ritzau/