Rekordmange studenter i år

Men flere af studenterne vil sandsynligvis begynde forfra på en erhvervsuddannelse, siger en ekspert.

»Der er i offentligheden etableret en forståelse af et A- og B-hold, som gør, at gymnasiale uddannelser regnes for finere end erhvervsuddannelser. Dertil kommer, at mange unge vælger gymnasiet, fordi det giver dem tre år ekstra til at tænke over, hvad de vil. Men vi ved, at 10 procent af studenterne ikke studerer videre, men tværtimod må begynde forfra på en erhvervsuddannelse,« siger Jens Peter Thomsen, adjunkt ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet, til Kristeligt Dagblad.

Når man ser på, hvor stor en andel af en ungdomsårgang der - efter politiske målsætninger - skal have en gymnasial uddannelse, er målsætningerne mere end opfyldt. Der bør derfor fokuseres mere på erhvervsuddannelserne, lyder det.

Det er formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Malene Nyborg Madsen, enig i.

»Alle skal selvfølgelig have lov at gå i gymnasiet, hvis de har lyst til det. Men jeg tror, der er en del, som ville have truffet et andet valg, hvis de var blevet vejledt bedre. Der er mange fordomme om, at alle, der får gode karakterer, skal i gymnasiet, mens erhvervsuddannelserne er for dem, som har svært ved at sidde stille. Det uddannelses-snobberi er med til, at nogle sidder i tre år og lider nederlag i gymnasiet, fordi de interesserer sig for noget andet,« siger hun til avisen.

Dagens Gossip

Dagens TV