Rekordmange sygeplejersker på Roskilde Festival

170 frivillige sygeplejersker fra hele landet er således klar til at tage imod tilskadekomne, og det er en forøgelse på 40 sygeplejersker i forhold til sidste år, skriver fagbladet Sygeplejersken.

»Sidste år havde vi en markant stigning i skader, og vi lå vandret. Derfor har vi i år rekord meget sundhedspersonale, som er med til at sikre et meget højt serviceniveau ude på festivalen, og som også betyder, at vi belaster sygehusene mindst muligt«, siger Frank Praefke, ansvarsperson for det medicinske beredskab på Roskilde Festival, til fagbladet.

Indtil videre har den gennemsnitlige ventetid ved samaritterteltene i år været omkring ti minutter for festivalgæster, og det er tilfredsstillende, vurderer Frank Praefke.

Urinvejsinfektioner, ondt i halsen, astmaproblemer og betændelse i sår er de mest hyppige skader blandt festivalgæsterne.

På Roskilde Festival er der i alt tre samarittertelte, fem førstehjælpstårne og tre mobile sundhedsteam med læger og sygeplejersker, der går rundt på pladsen.

Frank Praefke anslår, at man i år vil behandle mellem 9.000 og 10.000 mennesker i løbet af de ti dage.

Dagens Gossip