Rekordregn i millionby: Tusinder er evakueret

Canadas oliehovedstad Calgary er ramt af de værste oversvømmelser i årtier. Tusindvis af indbyggere er blevet evakueret fra millionbyen i den vestlige Alberta-provins, og centrum er lukket af på grund af vandmasserne.

Store mængder regn har fået floderne til at flyde over nær Calgary. Veje og broer i omkringliggende byer er oversvømmet, og flere canadiere har taget flugten via båd eller helikopter.

Ligene er to personer blev fredag fundet nær byen High River, der ligger cirka 60 kilometer syd for Calgary. Politiet siger, at yderligere to personer savnes - heriblandt en kvinde, som blev revet med af vandmasserne, da hun befandt sig i sin campingvogn.

Omkring 1300 redningsarbejdere er sat ind for at evakuere de nødstedte indbyggere. 100.000 er allerede blevet tvunget til at forlade deres hjem i Calgary, mens tusinder er blevet evakueret i de nærtliggende byer.

Mere end 100 millimeter regn har pjasket ned over nogle områder af Alberta-provinsen de seneste to døgn. Calgarys bymidte er flere steder ufremkommelig - blandt andet står store dele af byens berømte ishockeystadion under vand.

Den lokale vejrtjeneste siger, at 220 millimeter regn - eller hvad der normalt svarer til seks måneders nedbør - er faldet i løbet af 36 timer nær Canmore i den canadiske del af bjergkæden Rocky Mountains.

- Nu flyder alt vandet ned ad floden, og det er derfor, at situationen er så alvorlig i Calgary. Det her er en hidtil uset oversvømmelse, siger Chris Scott, meteorolog ved vejrtjenesten i Canada.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip