Rekordsætteren Ronaldo beder Real-fans give Benitez tid

Skrevet af admin

09/12/2015

Dagens topnyheder

Cristiano Ronaldo beder Real Madrids fans om at behandle klubbens træner, Rafael Benitez, bedre.

Efter tirsdagens rekordkamp i Champions League, hvor Real Madrid udraderede Malmö FF 8-0, maner Ronaldo til besindighed og forsvarer sin træner, der er blevet buhet af på det seneste.

- Jeg kan ikke se problemet, siger Ronaldo ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Fans udtrykker sig, som de vil, men bossen gør et godt arbejde. Han er ved at omstille sig til Real Madrid, og jeg tror, vi skal give ham tid, for han gør det godt, siger Ronaldo.

Portugiseren satte rekord for antal mål scoret i Champions Leagues gruppespil, da han bankede fire mål i kassen mod Malmö. Det bringer ham op på 11 mål alene i gruppespillet.

Det er kun sket én gang før, at en klub vinder 8-0 i Champions League. Det var da Liverpool, dengang også under ledelse af Rafael Benitez, vandt 8-0 over Besiktas i 2007.

Real har vist storform, siden holdet blev ydmyget 4-0 hjemme på Santiago Bernabeu mod rivalerne fra Barcelona sidste måned.

Ronaldo beroligede også Madrid-fans ved at benægte, at han er på vej væk fra Real Madrid efter sæsonen.

Efter Real Madrids 1-0-sejr mod de franske mestre fra Paris Saint-Germain tidligere på sæsonen blev Ronaldo fotograferet, mens han omfavnede både PSGs, træner Laurent Blanc, og klubbens præsident Nasser Al-Khelaifi. Men Ronaldo benægter.

- Den slags spekulationer finder sted hvert år. Jeg tror folk er vant til, at den slags rygter sværmer om mig, men jeg tager det roligt, siger Ronaldo.

- Jeg er glad for at være i klubben. Den har hjulpet mig så meget, siden jeg kom hertil.

/ritzau/